At være Dominant

Indlægget er skrevet og leveret af Lise P. Hun er Erotisk blogger og skriver om alt fra BDSM (som i dette indlæg) til sexlegetøj på sin egen side, som du kan finde her.

Bliver man en overbevisende Dominant, hvis man ifører sig et par sorte læderbukser og svinger usikkert rundt med sin nyindkøbte pisk, mens de skinnende nye håndjern rasler i bæltet? Nej, vel – man ligner snarer det man også er, nemlig en wannabee. Altså en drømmer, som ikke har noget at have det i.

Eller som jeg plejer at sige: Enhver idiot kan få respekt ved at svinge uhæmmet rundt med en pisk, men at kunne skabe respekten UDEN pisk, er et langt større kunststykke, som ikke mange magter.

Men hvad skal der SÅ til, hvis det ikke bare er beklædningen og værktøjet?

Jeg er sikker på, at du inderst inde godt ved HVAD det er, som kendetegner en “ægte” Dominant. Du kender nemlig den dominante type, når du ser ham, eller for den sags skyld hende. Det er et af de mennesker, som kan komme ind i et rum og bare fylde det ud, ikke pga. deres opførelse eller størrelse, men alene pga. deres tilstedeværelse og opmærksomhed. De behøver ikke sige noget, eller gøre noget, det er alene nok, at de ER der. De har en ganske særlig udstråling som ingen kan ignorere. De ER!

Hvad er det så de ER?

Jo, de ER først og fremmest opmærksomme. Dernæst er de selvbevidste om deres egen “rolle” og hvilke forventninger som stilles til dem og de lever naturligt op til dem.

Men at være naturlig og overbevisende Dominant er ikke noget man bare bliver. Det er hårdt arbejde. Og arbejdet foregår inde i en selv. Det handler om at kunne være sig selv bekendt, om at turde sætte grænser, om at turde kræve respekt, om at forvente det, om kropssprog, om opførelse, om kommunikation, om empati, om indlevelse og ikke mindst om mod og vilje. Kort sagt – det handler om personlig udvikling på allerhøjeste plan og først derefter handler det om sindsoprivende dejlig grænsesøgende hed sex. Men allermest handler det om, at hvile i sig selv og vide, hvad man vil og hvorfor man vil det og turde GÅ efter det.

Det lyder jo meget nemt. Men det er det bare IKKE. At turde tage kontrollen, først over sig selv – dernæst over andre, er lige så svært, som at turde afgive den. Først og fremmeste så skal der VILJE til. Man skal VILLE legen og man skal ville den helhjertet.

Dernæst så skal der MOD til. Hvis ikke man TØR legen, så nytter viljen ikke. Og det er slet, slet ikke ualmindeligt, at man meget gerne VIL, men – når det kommer til stykket, så TØR man faktisk ikke. Det er nemlig overmåde grænseoverskridende at give en voksen kvinde smæk i den bare, også selv om hun gerne vil og måske endda selv har bedt om det. På samme vis er det også grænseoverskridende og et enormt personligt ansvar, at beordre og bestemme over et andet menneske, kunne få det til hvad som helst, når som helst. Det lyder ikke svært, men tro mig, det ER svært – rigtig svært.

Det er en lang, meget lang proces, for de fleste mennesker. Men ethvert skridt starter som bekendt, med at turde bevæge foden og mærke benet bære. Lykkes det, så kan man prøve med det andet ben også og siden hen lære at gå, stå, hoppe og løbe. Og efter en årrække, så tænker man ikke mere over HVAD man gør, men når til punktet, hvor man bare ER sådan.

Rigtig god fornøjelse

Med Venlig Hilsen Lise